Love

"Et stykke tid var vi sammen, men min kærlighed forblev ubesvaret. Så traf jeg Peter og blev angrebet af en virkelig alvorlig barnekærlighed. Han kunne også godt lide mig, og en hel sommer var vi uadskillelige. Jeg ser os endnu gå hånd i hånd gennem gaderne, han i et sæt hvidt lærredstøj, og jeg i en kort lille sommerkjole. Da ferien var forbi, kom han i første klasse i mellemskolen, og jeg i sjette i underskolen. Han hentede mig tit fra skolen, eller jeg hentede ham. Peter var en smuk dreng, stor, nydelig, slank med et alvorligt, roligt og intelligent ansigt. Han havde mørkt hår og pragtfulde brune øjne, rødbrune kinder og en lidt for spids næse. Jeg var navnlig betaget af hans smil, han så så skælmsk og uartig ud, når han smilede. Jeg var på landet i ferien;  da jeg kom tilbage, var Peter flyttet og boede sammen med en meget ældre dreng. Han gjorde ham åbenbart opmærksom på, at jeg var en lille barnlig pige, og Peter opgav at komme sammen med mig. Jeg holdt så meget af ham, at jeg ikke ville se sandheden i øjnene og forsøgte at holde fast på ham, indtil den dag, da det gik op for mig, at jeg, hvis jeg blev ved med at læbe efter ham, ville få ord for at være drengefjollet. Årene gik, Peter gik med piger, der var jævnaldrene med ham, og tænkte ikke engang på at hilse på mig, men jeg kunne ikke glemme ham. Jeg gik i den jødiske mellemskole; mange drenge i min klasse blev forelsket i mig, jeg syntes, det var morsomt, følte mig beæret og smigret, men ellers gjorde det ikke noget større indtryk på mig. Senere blev Harry forelsket i mig, men som sagt, jeg selv blev ikke forelsket mere. 

Der er et ordsprog, som siger: "Tiden læger alle sår"- og sådan gik det også med mig. Jeg bildte mig ind, at jeg havde glemt Peter og slet ikke syntes, at der var noget særligt ved ham. Men mindet om ham levede endnu i min underbevidsthed - så stærkt, at jeg endog indrømmede overformig selv, at jeg var jaloux på de andre piger og bare af den grund ikke syntes, der var noget ved ham. Men i morges forstod jeg, at intet er forandret, tværtimod: da jeg blev ældre og mere moden, voksede kærligheden sammen med mig. Nu kan jeg godt forstå, at Peter dengang fandt mig barnagtig, men det piner mig alligevel endnu, at han kunne glemme mig så fuldstændigt. 

Jeg er ikke lykkelig, for jeg ved naturligvis, at Peter ikke tænker på mig, og dog - jeg føler stadig hans smukke øjne rettet mod mig, og jeg fornemmer hans kølige, bløde kind mod min...

Åh, Peter, Peter, hvordan skal jeg nogensinde kunne frigøre mig for dit billede? Vil alle andre ikke blot blive et surrogat for dig? Jeg elsker dig med så stor en kærlighed, at den ikke mere kunne vokse i mit hjerte, men måtte springe frem og åbenbare sig for mig på så en heftig måde. Intet er mig nu så dyrebart som min egen Peter!"

-Anne Frank, "Anne Franks Dagbog".